BG Hospitality Group: Vi er en blandet salatskål
Diversitet, tolerance og inklusion på arbejdspladsen er vigtige ingredienser i BC Hospitality Groups arbejde. Gruppen repræsenterer kongrescentrene Bella Center og Forum samt hotellerne Bella Sky, Mariott Copenhagen og Crowne Plaza. Gruppen arbejder med emnerne via et intensivt samarbejde i hverdagen, en nærværende gensidig information og helt aktuelt ved at deltage i Pride Parade 2018.
Gæsterne kan spejle sig i medarbejderne
Mireille Jakobsen repræsenterer HR og CSR i gruppen og fortæller: ”Det handler meget om at skabe en kultur af inklusion, dvs. sikre at lederne er klædt på til at rekruttere rigtigt. Diversitet er rent faktisk en kæmpe fordel for vores organisation. Vi får jo gæster fra hele verden med alle mulige forskellige baggrunde. Og det er kun til vores egen fordel, at vi har medarbejdere med alle mulige forskellige baggrunde, for vi kan faktisk give dem en bedre service, og det er det, det handler om.”
Diversitet er en del af dagligdagen
I det daglige tænker medarbejderne ikke særlig meget på den store diversitet blandt virksomhedens ansatte. Tillidsrepræsentant og næstformand i samarbejdsudvalget Karina Bay fortæller: ”Jeg tror, den største force er, at der ikke rigtig er nogen, der tænker over det. Når man sidder til et møde, tænker man jo ikke over, at de to er fra Irland, og at ham dér er fra Ungarn. Det er der ingen, der overvejer, for det er jo en del af teamet. Det samme gælder seksualitet. Hvis jeg tænker mig om, så ved jeg det godt, men det er bare ikke noget, man tænker over i det daglige – det er bare nogen, vi arbejder sammen med. Publikum ligner heller ikke hinanden to dage i træk. Den ene dag har vi et arrangement for Alt for damerne og en anden dag med It. Så vi vænner os til, at i dag taler vi dette sprog hernede.”
Arbejdsopgaven overskygger områder som race, køn og seksuel orientering
Omkring diversitet og personaleudvælgelse fortæller Mireille: ”Fra HR’s side kigger man jo også meget på de personlighedstests, og her fokuserer vi på, hvad man faktisk er god til. Det er lige meget med din hudfarve og hvor du kommer fra, for din personlighedstest siger, at du er rigtig god til at være detaljeorienteret. Det betyder, at vi ikke skal have flere på samme hold, som er detaljeorienterede. Vi er nødt til at have holdet sammensat ud fra nogle objektive kriterier. Det er en rigtig god måde at få kvalificeret de mennesker, man har samlet i et team: Hvordan er det, man komplementerer hinanden? Og på baggrund af noget helt neutralt sætte dem sammen. Dette er noget, vi vil arbejde endnu mere med i fremtiden."
Medarbejderdialog åbner for forståelse og accept
Mireille fortæller, at det ikke altid er lige let, når integrationsopgaven handler om flygtninge, men at dialogen åbner for forståelsen og accepten: ”Vi har meget fokus på integration af flygtninge, og der er da nogle afdelinger, hvor det er svært med motivationen – de skal i hvert fald lige overbevises om, at det er en god idé. Men når man først kommer i gang, har jeg aldrig set mere loyale folk. Jeg har en sjov historie om en flygtninge, som skulle starte på en afdeling. Det synes ikke alle medarbejdere var den bedste idé, for hvorfor kunne vi ikke få en af de reserver, vi altid har haft? Det er ikke okay – og de kan slet ikke snakke dansk! Så gik der to uger, og så var det blevet vendt fuldstændig om: ”Nu skal I hjælpe ham her – han er et så fantastisk menneske – han er bare så god til det her”. Det er de personlige møder, der ændrer alt.”
Arbejdsopgaverne overskygger forskelle
Generelt synes Mireille Jakobsen, at medarbejderne er rigtig gode til at tage imod folk med alle mulige baggrunde: ”Desuden har vi alle mulige sociale lag i organisationen. Vi har også mange reserver. På grund af 225 timers kontanthjælpsreglen, så der er rigtig mange, der kommer en uge, og så er de her ikke i 3 måneder. De kender stedet, men får nogle få timer her og der.”
Karina Bay bifalder: ”Det er rigtigt, hvad du siger: reserverne kommer fra alle samfundslag, men når først de knokler rundt dernede og flytter borde og stole, så er de jo bare et team, hvor der ikke er nogen som helst, der kigger på, hvor de kommer fra, hvilken bil de sætter sig ind i når de kører, og hvad de har af uddannelse. Jeg tror aldrig jeg har hørt, at nogen har talt om, at der var forskel. Vi er sammen om at lave dette arbejde.”
BCHG ved Pride Parade 2018
BCHG var med i Pride Parade for første gang i 2018. I alt deltog 40-50 medarbejdere fra gruppen. Malene Zobel er Director of Meetings, Events & Catering, og hun ser tilbage på dagen med stor tilfredshed: ”Vi er i en virksomhed, som er åben og ønsker at inkludere alle, og det ønsker vi at vise udadtil med sloganet ”Stay with us – Work with us”.”
Der var også afledte fordele af at være med ved Pride Parade: ”Alle vores begivenheder holdes på tværs i gruppen, så på den måde lærer vi hinanden at kende. Det er rart at lære hinanden at kende på tværs af organisationen.”
Det var ved hjælp af et opslag i BCHG’s nye app, de kom i kontakt med kolleger, som ville deltage. For Malene var det første gang, hun deltog: ”Det var en livsbekræftende dag, og jeg synes, det var en stor oplevelse at deltage. Der var stor glæde langs hele ruten.”