E&P: "Lean Construction har skabt orden i den kaotiske byggeproces"

Artiklen er fra Samarbejdsnævnets årsrapport 2013-14

Enemærke & Petersen er en større entreprenør- og servicevirksomhed med ca. 800 medarbejdere. De er fordelt på både håndværkere og funktionærer i Enemærke & Petersen a/s og servicevirksomheden E&P Service. Virksomheden blev grundlagt som en tagvirksomhed i 1975 og har siden udviklet sig til komplette entrepriser inden for byggeri, renovering og bygningsservice. Virksomhedens succes tilskriver de selv, at de var blandt de første til at indføre Lean i byggeriet og at de længe har arbejdet med videndeling og har fået opbygget en velfungerende samarbejdskultur. Deres hovedkvarter er fortsat i Ringsted, hvor det hele startede. Men de har også en større samlehal til fabrikation af bygningselementer i Glostrup. Og det var her vi mødte fire repræsentanter fra virksomheden: Lars Jess Hansen, som er forretningsområdedirektør, Jan Buur Frederiksen, som er procesleder, Poul Boeskov er tømrer og sjakbejds, medlem af håndværkerklubben gennem 3 år. Michael Tiedt er murer og formand for håndværkerklubben. Det blev efter aftale til en statussamtale om deres samarbejdsprojekter. 

Byggeriet har ikke altid haft ry for at have det bedste samarbejde de forskellige håndværksgrupper  - og virksomheder imellem. Hos E&P er Jan Buur Frederiksen procesleder, og det er en del af hans job at sørge for, at samarbejdet mellem håndværksgrupperne i det daglige fungerer. Og det handler både om håndværkerne i deres egen virksomhed og arkitekter og håndværkere fra andre virksomheder. Desuden er beboere i de byggerier, som virksomheden renoverer, også med som samarbejdspartnere. Disse processer har E&P arbejdet med i de seneste 10 år, men som Jan Buur Frederiksen udtrykker det, ”så er det først inden for de sidste 4-5 år, at folk har taget ejerskab til samarbejdsprocesserne”. I dag er samarbejdsånden og medejerskabet en rodfæstet del af næsten alle deres byggepladser.  

Nyt indhold i samarbejdsudvalgets arbejde
Samarbejdsudvalget er det centrale forum for diskussion af kommunikation og samarbejde. Direktør Lars Jess Hansen fortæller, at de i E&P’s samarbejdsudvalg tidligere kredsede om samarbejdsaftalerne og rammerne for aftaler i forhold til løn- og arbejdsvilkår. Men gennem de sidste par år har de arbejdet på at få et nyt perspektiv på samarbejdet, hvor de stiller skarpt på det daglige samarbejde på arbejdspladsen. Hver gang, de tager fat på nogle nye samarbejdstemaer, kommer der mange flere spørgsmål frem. Nogle af de ting, de har arbejdet med i E&P’s samarbejdsudvalg er:

  • Medarbejdermålinger
  • Videndeling
  • Samarbejde i byggeprocesser på byggepladsen
  • Fredagsmøder
  • Produktivitet
  • Uddannelse
  • Adfærd
  • Kerneværdier
  • Følsomme områder. 

Formand for håndværkerklubben Michael Tiedt fortæller om udviklingen af deres samarbejde: ”Vi snakker om næsten alt, hvad der berører samarbejdet. Også følsomme emner taler vi om. Samarbejdsudvalgsmøder har udviklet sig ganske enormt over de sidste 3 år. Der er kommet mere indhold, og det er mere konstruktivt.”Noget af det nye i E&P’s samarbejdsudvalg er, at meget er flyttet ud på selve pladsen. I SU taler man så mere om, hvad der er af problemer ude på pladserne. Her kan ledelsen derefter gå ud på pladsen og se, om praksis følger principperne. ”Først og fremmest skal alt give mening. Hvis det giver mere mening at holde et byggemøde oppe i en taglejlighed i stedet for at indkalde til et stort møde, så er det sådan, man i dag samles i E&P. Det vigtigste er, at man bruger vores principper ude på pladserne”, siger Jan Buur Frederiksen. 

Planlægning sker i samarbejde
LPS står Last Planner System. Det er et værktøj i Lean Construction "værktøjskassen" der også anvendes internationalt, og det understøtter dermed en lean tilgang til byggeproduktion, med de specielle hensyn som kræves her. Systemet kendes også under navnene "involverende planlægning" og "trimmet byggeri". I dag er det en hjørnesten i virksomhedens daglige samarbejde. Man taler med den seneste mand i kæden, planlægger ud fra hans aflevering og tager dermed ansvar for arbejdet. Noget af det, som E&P har opnået rigtig meget ved, er, at de bygger elementerne indendørs på deres egen samlefabrik. Jan Buur Frederiksen uddyber: ”Vi starter med at kigge på, hvad det er for et projekt, og i hvilken rækkefølge tingene skal laves. Så følger vi op med ugentlige møder, hvor vi ser på, hvad vi skal lave i den næste uge, og her er håndværkerne meget aktive med at byde ind på, hvad der skal ske. Vi ved, at vi arbejder i en foranderlig verden, og vejret alene kan påvirke vores produktion, men også materialeleverancer, sygdom, kurser og fritid indvirker på planlægningen. Det er hele tiden ”sidste led”, som bedst ved, hvad der sker ude på pladsen. I sidste ende handler det hele om at være effektiv, og at alle har en glæde af det.” Tømrer og sjakbejds Poul Boeskov fortsætter: ”Måden vi bygger på, er lidt ligesom et dominospil. Hvis en af brikkerne vælter, går det hele i stå. Vi er afhængige af hinanden for at komme frem. Og vi bruger Last Planner System til at sige okay, jeg er færdig dér, og så kan du tage over. Du kan planlægge din egen proces uden nogen stop”. Om baggrunden for planlægningsmetoden fortæller Jan Buur Frederiksen, at en byggeproces er kaotisk, og den kræver derfor, at man løbende taler sammen på alle niveauer. Poul Boeskov fortæller videre, at ”det dummeste, vi nogensinde har gjort, var at lave et 4-ugers skema. Du kan ikke planlægge ned i detaljer.” Så siden har planlægningen hos E&P højst været en uge ad gangen. 

God planlægning giver også bundlinje
I en entreprenørvirksomhed bruger man mange store maskiner, f.eks. kraner. Ved at planlægge efter en effektiv maskinudnyttelse kan virksomheden spare penge og være mere effektiv. Poul Boeskov: ”Hvis vi siger, at vi skal bruge en kran en bestemt dag, kan det være, vi skal indrette os efter, at kranen er her en anden dag, og at vi kan samle timerne den dag. Så indretter vi det øvrige arbejder herefter. Det er en konkurrencestrategi for firmaet, og det er noget, vi markedsfører os på.”

God kommunikation skaber arbejdstilfredshed
Last Planner System har også forbedret arbejdsmiljøet, fortæller Poul Boeskov. Hvis der opstår et stop, kan man altid se på tavlen, hvad det skyldes. ”Der står måske ”mand syg”, ”rendegraver i grøften” eller ”kabel gravet over”, og det betyder, at man ikke går og bliver sur på en kollega eller en håndværker fra en anden gruppe. Når man får en forklaring, giver det en bedre forståelse for tingene.” 

Samarbejde med andre virksomheder
Selv om E&P selv råder over mange håndværkergrupper, arbejder de også sammen med andre entreprenørvirksomheder. Her er der ikke altid lige stor forståelse for E&P’s måde at samarbejde på, f.eks. at beslutningerne om planlægning bliver taget blandt håndværkerne i det yderste led. Ofte hører de fra andre, at de jo blot arbejder ud fra tidsplanen. Michael Tiedt: ”Det forandrer sig jo hele tiden. Nogen gange er det vejret, der spiller ind. Andre gange er det leverancer. Men det får vi hele tiden fulgt op på, når vi holder vores LPS-møder.”

Når E&P indgår aftaler med underleverandører, er det skrevet ind i aftalen, at der skal planlægges i fællesskab. Jan Buur Frederiksen forklarer, at alle underentreprenører med håndværksformand inviteres til planlægningsmøderne for at skabe fælles ejerskab og fælles forståelse af processen. Efterfølgende er de også med til ugemøderne, og de koordinerer færdigt ude på pladsen med de øvrige håndværkere. Det er noget, de ”gamle” rutinerede samarbejdspartnere godt ved, allerede når de indgår aftalen, og det er indskrevet i kontrakterne. ”Nogen gange har vi en underleverandør, som ikke forstår det, og så må vi forklare det for dem og fortælle, hvilke fordele de også har ved den måde at samarbejde på.”

Underentreprenørerne ”tænder” på samarbejdsmodellen
Underentreprenørerne kan heldigvis tit se konkurrencefordelene i E&P’s måde at samarbejde på. På et tidspunkt kom en underentreprenør og sagde, at ”hvis I bliver ved med at planlægge på den måde, at I samarbejder med os alle sammen, så kan vi være mere konkurrencedygtige, når vi leverer til jer”. Siden har flere underentreprenører bakket op om det synspunkt, som ofte kan spare 10% på lønomkostningerne. Samtidig bliver lejet entreprenørmateriel udnyttet mere effektivt. 

Værdier giver fælles pejling
For at løfte ansvaret ud i hele virksomheden har E&P vedtaget et sæt værdier, som alle medarbejdere har været på kursus i. Værdierne er:

 

  • Vi deler vores viden 
  • Vi tager alle ansvar 
  • Vi samarbejder 
  • Vi er alle sælgere.

Værdierne bliver i vid udstrækning brugt i det daglige arbejde. Som Michael Tiedt udtrykker det, så ”er vi alle sammen sælgere. Ikke blot i forhold til kunderne, men også i forhold til hinanden”.