Blikkenslagervirksomhed: ”Arbejdslivet med Corona - som at fange ål med hænderne”

Samarbejdsnævnet har besøgt blikkenslagervirksomheden Christoffersen & Knudsen for at høre, hvordan de håndterer Corona-krisen. Virksomheden har ca. 100 ansatte og løser primært renoveringsopgaver med udskiftning af vandrør og faldstammer for større boligforeninger – ofte almennyttige. Vi har mødt direktør Birger Villirs på hovedkontoret i Rødovre og TR Lars Mouritzen på en byggeplads i Værløse. For begge er det blevet hverdag med Corona, men de er alle berørte af krisen.

På trods af den afslappede attitude har direktør Birger Villirs store problemer med at få afsluttet ordrer: ”Vi regner tilbud, så vi er helt blå i hovedet."

Beskæftigelsen er udfordret

Birger Villirs indleder med at fortælle, at virksomhedens ordrer efter en optimistisk start på året er faldende: ”I januar-februar valgte vi at ansætte en ny entrepriseleder. Men siden 14. marts har vi slidt ordrerne op.” Nytårsoptimismen varede kort, og efter bare en uges tid efter Corona-udbruddet måtte svendene stoppe på en stor arbejdsplads. Virksomheden havde kontrakt på arbejdet, men kunden ønskede at stoppe, da beboerne ikke ville have håndværkerne inden for dørene grundet smittefrygten. Det har givet nogle forskellige udfordringer i forhold til beskæftigelsen, som ledelsen i samarbejde med medarbejderne har tacklet på forskellig vis. Der er tale om nedsat arbejdstid efter aftale med kunden, ligesom arbejdsfordeling også har været taget i brug for at kompensere for de manglende ordrer. Birger Villirs udtrykker det sådan: ”Det er som at fange ål med hænderne – hver gang man tror at have fat i noget, slipper det!”. Til gengæld har der også været lyspunkter. En stor boligforening på Frederiksberg ønskede at få skiftet faldstammer og vandledninger. Det var så en opgave, Christoffersen og Knudsen kunne gå i gang med næsten med det samme.

Meget lidt Corona i virksomheden

Virksomheden har oplevet 5-6 sygemeldinger som følge af Corona, og her har årsagen været, at en ægtefælle har været smittet, og at de begge derfor var nødt til at gå i karantæne. Men i starten kneb det lidt for enkelte af medarbejderne at tage de fornødne forholdsregler. F.eks. blev en ung svend i starten af Corona-pandemiens start udsat for smitte af en veninde, hvor han var på besøg. Han havde ganske enkelt ikke tænkt på konsekvenserne. Men efterhånden har alle lært at leve på den nye måde med afstand og hyppig håndvask. Til gengæld har flere af deres samarbejdspartnere været smittet. Et par af dem havde uafhængigt af hinanden været på skiferie i Ischgl.

Leverancerne er stabile

I øvrigt kører virksomheden på rigtig mange punkter videre som tidligere. Ligesom supermarkederne fortsat har varer på hylderne, kan de fortsat få rør og fittings leveret. Det er kun enkelte elektroniske komponenter – som typisk fremstilles i Kina – som der kan være lidt ekstra leveringstid på.

Tillidsrepræsentant Lars Mouritzen om arbejdslivet under Corona-krisen: ”Når man tager forholdene i betragtning, går det fint”.

Arbejdslivet med Corona

Virksomhedens medarbejdere har alle arbejdsgiverbetalte smartphones, og den vigtigste del af kommunikationen om opmærksomhed omkring Corona sker via SMS og e-mails, fortæller Lars Mouritzen. Birger Villars beretter, at de fra starten holdt sig til de vejledninger og anbefalinger, som Brancheforeningen for arbejdsmiljø i Bygge og Anlæg, BFA, har udarbejdet. Og så har man selvfølgelig også forholdt sig til regeringens påbud og anbefalinger.

BFA har også lavet en vejledning til, hvordan man gebærder sig i forhold kunderne, og den har virksomhedens håndværkere rettet ind efter. Virksomheden medarbejdere har ændret mange rutiner. Udover afstand til andre og hyppig håndvask bliver det hele tiden skiftet arbejdshandler. Der kom hurtigt en entreprenant person, som så en niche i at vaske arbejdshandsker, og det abonnerer de på nu. Lars Mouritzen fortæller om, hvordan det virker i hverdagen: ”Det tager lidt længere tid, for man skal lige spritte af og skifte handsker, når man går ind og ud. Hver gang vi kommer i en ny lejlighed, skifter vi handsker.” Men i øvrigt synes Lars, at beboerne tager det pænt: ”En af beboerne her er Corona-ramt og i karantæne. Hun holder sig i sin stue, mens vi holder os nede i kælderen. Vi vil gerne bare vide det på forhånd.” I den beboelse, Lars arbejder i lige nu, bor der mest ældre mennesker, og de er meget opmærksomme på smitterisikoen: ”Når man tager forholdene i betragtning, går det fint”.

Hurtigt fandt virksomheden ud af at indrette sig på skift i skurvognen, så de kunne holde behørig afstand. Men det startede med en meningsudveksling, hvor et par lærlinge klagede over, at der ikke var 2 meter mellem dem. Efterhånden bliver tingene løst ved sund fornuft.

Kørsel er også en udfordring, idet der også skal være afstand i bilerne. Derfor kunne blikkenslagerbilerne ikke rumme dem alle. Det løste de ved at give f.eks. lærlinge kilometerpenge, hvis de brugte deres egen bil.

Konsekvenser af Corona’en

For Birger Villirs er det store problem fortsat, at det er svært at lukke kontrakter.: ”Vi regner tilbud, så vi er helt blå i hovedet. Der er masser af licitationer og tilbudsgivning, for rådgiverne har god tid. Men de ønsker, at vi skal lave betingede kontrakter, og det vil jeg ikke være med til. I starten gav det nogle gnidninger mellem rådgiver/bygherre, men vi oplever nu, at vi står mere skulder ved skulder med rådgiverne.” I det hele taget oplever virksomheden, at tingene går noget langsommere. Alt i alt vurderer direktøren, at der er en produktivitetsnedgang på 10-15%. Noget af produktivitetsnedgangen skyldes, at enkelte beboere er syge – eller er angste for at blive det - og at de derfor ikke kan komme ind. Det betyder, rækkefølgen må laves om, og at arbejdet derfor ikke kan tilrettelægges rationelt. Men Birger Villirs mener, at det er en udfordring, de kan leve med, men som rammer dem på pengepungen. På fakturaen ser virksomheden bort fra de ekstra omkostninger, der har været i forbindelse med den slags forhindringer. Alternativet vil være, at renoveringsopgaverne blot bliver udskudt, ”for det er sjældent, at en udskiftning ikke lige kan vente et år eller to”, som direktøren udtrykker det.

God dialog fremmer samarbejdet

Begge fremhæver det gode forhold, der indtil nu har været mellem ledelse og medarbejdere i virksomheden. Lars Mouritzen udtrykker det sådan: ”Selvfølgelig er der nogen, som er utilfredse – det skyldes jo, at de ikke får fuld løn. Men der har været en god dialog, og vi har fået lavet nogle midlertidige ordninger, der holder for at holde firmaet i gang.”

Krisen giver erfaringer

Enhver krise kaster erfaringer af sig. Hos Christoffersen og Knudsen har de gjort flittigt brug af mødeapps som Teams og Zoom. Det er sket både internt i virksomheden, håndværksvirksomheder imellem og i kommunikation med kunder og leverandører. Birger Villirs ser disse værktøjer som et meget brugbart supplement til fysiske møder, og han regner med, at det er noget, man vil bruge mere efter Corona-krisen end før. Der er meget tid at spare på den konto.