Velkommen til det danske arbejdsmarked

Der er mange muligheder for jobs i Danmark, og Danmark har brug for dig og dine kompetencer. Vi har lavet nogle film, som fortæller dig lidt om det danske arbejdsmarked. På den måde er du bedre klædt på til at søge om et job og få en god tid på det danske arbejdsmarked. 

På en dansk arbejdsplads taler arbejdsgivere og lønmodtagere sammen. Det har vi erfaring for giver de bedste resultater. Medarbejderne er tilfredse med at gå på arbejde, og arbejdsgiverne får en stabil og velkvalificeret arbejdskraft, som giver et godt overskud. Meget af ansvaret ligger i beslutninger, som bliver taget i de såkaldte samarbejdsudvalg ude på den enkelte arbejdsplads. Her mødes repræsentanter for arbejdsgivere og lønmodtager og taler sammen om at få en velfungerende arbejdsplads. Denne opbygning betyder også, at der er ret fredeligt på det danske arbejdsmarked. Konflikter bliver taget i opløbet, så de ikke udvikler sig til strejker.