Gå til hoved-indhold

Udvikling af trivsel og psykisk arbejdsmiljø i fremtidens samarbejdsudvalg

En ny rapport fra Team Arbejdsliv viser, hvordan samarbejdskonsulenterne og de lokale samarbejdsudvalg kan fremme udviklingen af trivsel og psykisk arbejdsmiljø på virksomhederne. Rapporten viser 11 konkrete anbefalinger, her præsenteret i kort form: 

  1. Samarbejdsnævnet og -konsulenterne skal arbejde med at tydeliggøre SU’s muligheder og rammer for at skabe trivsel og sikre et godt psykisk arbejdsmiljø
  2. Parterne skal skabe øget klarhed og en fælles opfattelse af mulighederne for at understøtte samarbejdet om trivsel og psykisk arbejdsmiljø inden for det enkelte brancheområde.
  3. Samarbejdsnævnet og -konsulenterne skal udarbejde et dialogværktøj, som kan styrke samarbejdet mellem forskellige aktører om trivsel og psykiske arbejdsmiljø på den enkelte virksomhed
  4. Organisationerne skal sikre en Konsulenttjeneste, der matcher behov og ønsker i de enkelte brancher
  5. Samarbejdsnævnet udarbejder et ”uddannelseskatalog”, som giver konsulenterne overblik over materialer og viden, som konsulenterne kan trække på
  6. Samarbejdsnævnet bør udvikle gode muligheder for kontinuerlig vidensdeling konsulenterne imellem
  7. Samarbejdskonsulenterne bør tilskynde virksomhederne til at indgå i samarbejdsprojekter, ligesom brancherne og forbundene bør inspireres. Også forskere og BFA’er bør tilskyndes til projekter.
  8. Organisationerne skal formidle viden om samarbejdskonsulenterne og den støtte, de tilbyder bredt ud
  9. Organisationerne og Samarbejdsnævnet skal skabe større forståelse i virksomhederne for, at et godt samarbejde styrker indsatsen for produktivitet, psykisk arbejdsmiljø og trivsel
  10. Alle skal arbejde på koordinering og sammenhæng mellem samarbejdssystemet og de øvrige aktører
  11. Samarbejdsnævnet og -konsulenterne skal udvikle særlige tilbud til små og mellemstore virksomheder.

Rapportens forfattere har været rundt i samarbejdslandskabet og interviewet en lang række virksomheder og repræsentanter for konsulenttjenesten. Rapporten vil danne grundlag for den fremtidige udvikling af konsulenttjenestens aktiviteter.

Du kan læse hele rapporten med anbefalingerne i deres oprindelige ordlyd hér: http://samarbejdsnaevnet.dk/fileadmin/user_upload/Pdf/DA-LO_psykisk_arbejdsmiljoe_-_TeamArbejdsliv_oktober_2018.pdf

Formand og næstformand for Samarbejdsnævnet DA-LO udtaler:

”Det gode samarbejde på arbejdspladsen er top-nødvendigt for at skabe en god virksomhed med rentabilitet. Rapporten om udvikling og trivsel på arbejdspladserne er et velkomment redskab for os i Samarbejdsnævnet til at skabe pejlemærker for det fremtidige arbejde og derigennem styrke virksomhedernes konkurrenceevne. Den viser også, at der ikke findes standardløsninger, men at vi fortsat skal styrke samarbejdskonsulenternes kompetencer i forhold til fremtidens arbejdsplads.”

”Vi ønsker alle at gå glade på arbejde – og komme glade hjem igen! Trivslen og det psykiske arbejdsmiljø skal være i orden, for at vi alle kan arbejde sammen om at yde den bedste indsats på vores arbejdsplads. Rapporten viser en lang række spændende forslag, som kan sætte gang i udviklingen af emner og aktiviteter til møderne i de enkelte samarbejdsudvalg. Målet er at styrke samarbejdet og dialogen om det psykiske arbejdsmiljø  på arbejdspladserne.”