Salling Group: Ordblinde er attraktive medarbejdere
Salling Group består af bl.a. Føtex, Netto og Bilka. Virksomheden har en lang tradition for at rumme en bred palet af mennesker. Deres holdning er, at man kan indrette sig på det meste - også ordblindhed. Salling Group ønsker at gøre op med fordomme om ordblindhed og i stedet fokusere på styrkerne. Det sker gennem en målrettet indsats for at blive en læse- og skrivevenlig arbejdsplads for samtlige 44.000 medarbejdere i Danmark. I de tre korte videofilm kan du se og høre, hvordan de håndterer ordblinde kolleger i Salling Group.

Teamkoordinator Celina fra Bilka fortæller om sine op- og nedture med ordblindhed og hvordan hun med hjælpemidler og forståelse kan fungere med sin ordblindhed på arbejdspladsen.
Salling Group søsatte i 2022 indsatsen ’Åbenhed om ord’. Her sætter virksomheden fokus på styrkerne ved ordblindhed samtidig med, at de aktivt arbejder på at gøre det lettere at være ordblind i koncernen. HR-chef Louise Gade fortæller om virksomhedens fordele ved at ansætte ordblinde medarbejdere.
Tillidsrepræsentant i Salling Group Lasse Laursen fortæller, at de ordblinde kolleger har en masse kompetencer, som virksomheden kan drage fordel af. Det forudsætter en åbenhed omkring ordblindhed, omtanke fra ledelse og kolleger og at gode hjælpemidler stilles til rådighed.